JANTEDRENGEN
En morders ransagelser
Danmarksturné 16. marts – 28. juni 2020
Om forestillingen:
Efter Aksel Sandemoses romaner ‘En flygtning krydser sit spor’ (1933) og ‘En sømand går i land’ (1931).
Espen vokser op i Jante – den lille dansk provinsby, hvor janteloven hersker og straffer enhver, der vover at skille sig ud. Drevet af en inderlig trang til frigørelse, stikker han som 17-årig til søs. Men eventyret ender brat i Misery Harbor på Newfoundland, hvor han i rasende jalousi myrder en anden mand. Den ekstreme handling får Espen til at stoppe op og tage sit liv op til revision: Hvem er jeg, der er i stand til at dræbe et andet menneske, og hvordan er jeg kommet dertil?
Espen Arnakke krydser sine spor i forsøget på at blive fri af janteloven i en fabulerende og ekspressiv iscenesættelse.
Perspektiver på Espen Arnakke
En forestilling om oplevelsen af at være fremmed og udenfor det samfund, man vokser op i og alligevel er en del af. Hvilke konsekvenser kan følelsen af at være udstødt eller forkert få for et menneske? Og hvilke for vores samfund og fællesskab?
Alle danskere kender janteloven, men der er mange, der ikke kender det originale forlæg og historien om Espen Arnakke. Forestillingen er en montage af præcist udvalgt originaltekst fra Aksel Sandemoses to romaner sat i scene som dialoger, monologer eller koriske passager. Skuespillerne spiller tre afspaltninger af Espen Arnakke i forskellige aldre og stadier og skiftevis også de andre karakterer, der optræder i Espens erindring.
’Jantedrengen’ sætter fokus på den oplevelse af mindreværd og utilpassethed, der kan være baggrunden for så radikal en handling som at tage et andet menneskes liv. Espen ser ingen anden udvej end at slå John Wakefield ihjel. Iscenesættelsen skaber her en parallel til en aktuel krise i det moderne Danmark og Vesten, hvor voldsforbrydelser med baggrund i identitetskonflikter er blevet synlige. Hvad får f.eks. i 2015 den 22-årige Omar, en intelligent ung mand, til at angribe et debatarrangement på Østerbro? Vores tese er, at de unge mænds aggression i høj grad skyldes socialt underskud og mangel på anerkendelse. Denne sammenhæng demonstrerer Sandemose så rammende, at teksten stadig virker som en slags chok i dag.
Spilletid 80 min. uden pause. Forestillingen er fra 14 år (9./10. klasse) og opefter.
Medvirkende Nina Marie Birk, Jonas Littauer, Poul Storm
Forfatter Aksel Sandemose, manuskript og dramaturgi Eva Littauer, instruktion og scenografi Jonas Littauer, kostumer Nanna Bernholm Nielsen, lysdesign: Lars Egegaard Sørensen, lyddesign: Simon Littauer, producent Jonas Littauer, produceret af Det Dramatiske Udgangspunkt i co-produktion med Thy Teater
Støttet af Statens Kunstfond, Københavns kommune og Vesterbro Lokaludvalg.
‘Jantedrengen’ havde urpremiere på Teatret ved Sorte Hest 22. marst 2016 og spillede sæson 2017/2018 på turné hos teatre og teaterforeninger over hele landet. I storbyen såvel som ude i landet er forestillingen blevet godt modtaget af publikum i alle aldre.
Undervisningsmateriale Jantedrengen
Turnéinfos sæson 2019/2020:
Turnéperiode: 16. marts – 28. juni 2020
Forestillingspris: 20.500 kr. + moms (Ved køb af flere reduceres prisen)
Max. antal tilskuere: 250 publikummer
Scenekrav: (mindst) dybde 5m, bredde 6m, højde 3m
Turnéstøtteordninger: Garantiordningen, Refusionsordningen, Formidlingsordningen
Scenemesterbrev + lysplan Jantedrengen
Pressen skrev: (uddrag)
Information hele anmeldelsen
“…Jantedrengen er en følelsesbasker. Det ærlige er, at drengens åbne blik aldrig forhærdes. Som tilskuer bliver man selv ramt, hver gang Espen bliver slået af ord og sparket af træsko. (…) I den vellykkede dramatisering er det følelserne og personernes psykologiske reaktioner, der er i fokus. (…) Skuespillertrioen er flot sammenspillet, så de løfter hinanden med deres forskelligheder – dynamisk og opfindsomt og legende energisk” Anne Middelboe Christensen
Bornholms Tidende
”… Scenografien var minimalistisk enkel men enormt fleksibel, og fungerede fantastisk flot sammen med lyd- og især lysdesignet (…) Forestillingen vandrede således rund i jantelovens negative og frustrerende spiral samtidigt med, at der blev stillet et spejl op foran publikum og vores samfund – for selv om vi måske mener, at vi er mønsterbrydere, så bevæger vi os også i faste spor og de samme skinner – dag ud og dag ind. Det var dybt imponerende at følge de tre skuespilleres præstation gennem det halvanden time lange program!” Christina D. Gornitzka
Scenekanten
”Skuespillerne smelter sammen og bliver til vild symbiose af den samme mand. De skifter personlighed, som de skifter jakker, det er imponerende at følge med i. De leger med vores hjerner (…) Forestillingen satte et eller andet i gang indeni mig. ’Jantedrengen’ kommer snigende og rammer dig, når du mindst venter det. Jeg er meget begejstret for manuskriptet, det har virkelig brændt sig fast.”
Teateravisen
”Instruktør Jonas Littauer og de tre skuespillere laver en meget, meget aktiv og bevægelig forestilling. (…) De 15-16-årige, som jeg så forestillingen sammen med, udtrykte stor begejstring til sidst og var lydhøre hele vejen gennem de 80-90 minutter, forestillingen varer. (…) Man kommer hele vejen omkring et centralt værk i dansk litteratur, vi stifter bekendtskab med Jante og dets indbyggere, med morgensirenen fra fabrikken, med den ækle slagter Poul Himmelby, med Jensines selvmord, og ikke mindst Eva i Misery Harbour.”