DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN

 

– efter roman af Knud Romer.

Det er regnskabets time i denne teater-roadmovie gennem et dansk-tysk landskab mellem forfædre, Anden Verdenskrig, Nykøbing Falster og i dag – et helvede af barndomserindringer.

 

En søns gravskrift over sin mor

DEN SOM BLINKER ER BANGE FOR DØDEN er en forvitret og forgrenet familiehistorie om en regelret og pertentlig dansk far, som høfligt viser nazisterne vejen til København ved deres indmarch i Danmark, en tysk mor iført tristesse og ozelotpels med hang til vodka, cerutter og Marlene Dietrich, en farfar, som er mislykket med alle sine forretninger, Onkel Helmut med granatsplinter i kroppen – og mange flere skæve personligheder. Midt i det hele en dreng, som vokser op mellem to kulturer: På den ene side arven fra den borgerlige tyske familie. På den anden side den provinsielle smålighed i Nykøbing Falster.

To skuespillere spiller hele persongalleriet i et højt tempo ud og ind af situation og fortælling. Det er første gang Knud Romers debutroman iscenesættes, en bog som forfatteren bl.a. modtog De Gyldne Laurbær, Weekend Avisens litteraturpris og BG Banks debutantpris for.

Spilletid 90 min.

 

Medvirkende: Jonas Littauer og Mille Maria Dalsgaard
Instruktion og tekstbearbejdelse: Krzysztof Minkowski
Scenografi og kostumer: Konrad Schaller

Teknik: Hasse Nørgaard og Kristian
Presse: Rikke Helweg og Trine Sørensen

Produceret af Det Dramatiske Udgangspunkt.

 

Forestillingen havde premiere på Teater Momentum d. 2. maj 2013.

Støttet af Kunstrådet under Kulturministeriet.